B.S. Christiansen:

Derfor arbejder jeg fortsat for Team Saxo Bank.

I 2000 blev jeg kontaktet af Bjarne Riis, der spurgte mig, om jeg ville være med til at lave verdens bedste cykelhold. Jeg sagde ja til et samarbejde, og gjorde ham klart, at forudsætningen for den proces vi skulle i gang med var, at han var åben og ærlig overfor mig i vores arbejde sammen.

I forbindelse med opbygningen af cykelholdet udarbejdede vi et værdisæt, der skulle danne grundlag for teamet og vores metoder til at vinde cykelløb. Min timeline med Bjarne Riis startede i efteråret 2000. Hvad han havde lavet før den tid, og hvilke værdier han tidligere havde efterlevet, har jeg aldrig spurgt ham om.

Knapt 7 år efter - i torsdags d. 24. maj kl. 14.05 - ringede min telefon. Jeg sad sammen med min familie og nogle gode venner og spiste en sen frokost. Jeg kunne se i displayet, at det var et opkald fra Bjarne Riis. ”Det er Bjarne....... Jeg har sgu’ gjort det”, sagde han. ”Hvad har du gjort?”, spurgte jeg. ”Jeg har taget doping”.

Lad mig endnu engang slå fast. Jeg tager på det kraftigste afstand fra doping. Jeg synes, at det er det laveste en sportsmand kan foretage sig. Det er intet andet end snyd og bedrag. Og jeg kommer aldrig til at acceptere, at Bjarne Riis eller nogen anden sportsudøver har dopet sig.

Team CSC er en virksomhed med 70 fastansatte fra 17 forskellige nationer. Heraf 28 cykelryttere. I 7 år har jeg været med til at træne teamet. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at implementere mine grundprincipper og livsholdninger i de folk. Jeg har bidraget til at lære dem at arbejde som et team på godt og ondt. Jeg har lært dem, at det er teamet, der skaber vinderen. Og jeg har gang på gang indprentet dem, at man altid skal stå sammen og kæmpe, specielt i krisesituationer.

Personligt har det ikke været spor sjovt at arbejde med cykelsport i det seneste år. Specielt ikke fordi Ivan Basso og Tyler Hamilton er under kraftig mistanke for at have dopet sig, mens de var på Team CSC. Men jeg har personligt aldrig i min tid på holdet set eller oplevet noget, der indikerede at nogle af vore ryttere brugte doping. Og jeg har virkelig været opmærksom. Jeg er gået ind og ud af hotelværelser - har været sammen med vore ryttere og ansatte mange timer i døgnet. Jeg har aldrig set noget, der virkede mistænkeligt.

Da Ivan Bassos navn dukkede op i forbindelse med efterforskningen af den spanske Operación Puerto tog jeg personligt Bjarne Riis i kraven og spurgte, om han havde noget som helst kendskab til, at Basso eller andre ryttere på vores hold skulle have dopet sig. Han så mig direkte i øjnene og bedyrede, at han - hvis det mod hans forventning skulle være tilfældet at Basso eller andre har dopet sig, mens de har været på holdet - intet har vidst om det.

Jeg valgte dengang at stole på hans ord. Og det vil jeg fortsat gøre, så længe jeg ikke har grund til at tro andet.

Hvis det i fremtiden skulle vise sig, hvad jeg ikke tror, at Bjarne Riis har været involveret i at ryttere på holdet har brugt doping, mens de har været på Team CSC i de snart 7 år, jeg har været med, så er det for mig en helt anden sag. I så fald ville det kun tage mig få sekunder at trække mig fra holdet. En holdning jeg i øvrigt har givet udtryk for tidligere, blandt andet i et interview på TV2 God Aften Danmark om Basso-sagen sidste sommer, umiddelbart efter Tour de France. Og den holdning står jeg naturligvis ved.

Jeg kunne have valgt at stikke halen mellem benene og forsvinde ud af cykelsporten. Det ville være langt den nemmeste løsning. Men skulle jeg, der gang på gang har indprentet holdets 28 ryttere og de øvrige ansatte, at man står sammen i kriser forsvinde ud af bagdøren nu? Skulle jeg liste af - fej som en hund? Indrømmet - det er en fristende udvej, men det ville efter min bedste overbevisning være utroværdigt og stå i direkte modsætning til det, jeg gennem flere år har arbejdet på at lære holdet.

Dertil kommer at jeg elsker cykelsporten. Helt basalt måske fordi det minder lidt om at være ”i kamp”. Når vi deltager i de store løb, så er det uforudsigeligt, hvad der sker. En rytter kan køre i gult den ene dag. Den næste kan han være styrtet og udgået. En masse faktorer som vejr- og terrænforhold og rytternes individuelle op og nedture spiller ind. I bjergene udvikler løbene sig ofte til en kamp - mand til mand. Der er vandbærere og stjerner. Hver dag må nogle ofre sig for at andre kan vinde. At få team og taktik til at fungere i et samspil under ekstreme vilkår er for mig en kæmpe udfordring. På den måde er cykelsport en af de mest spektakulære og krævende sportsgrene, jeg kan komme i tanker om.

Da Bjarne Riis torsdag eftermiddag fortalte mig, at han havde dopet sig tilbage i 90erne blev jeg meget skuffet og ked af det. Men ligesom alle andre, der har fulgt bare lidt med i mediernes omtale af cykelsporten, så kan jeg ikke påstå, at det kom helt bag på mig. Jeg har haft mine anelser. At dømme efter alle de dopingspøgelser, der de senere år er væltet frem, så ser det desværre ud til, at det for år tilbage, mere var reglen end undtagelsen, at professionelle cykelryttere dopede sig. Doping var tilsyneladende et vilkår for at være med på toppen, hvor usmageligt det end kan synes i dag.

Jeg bakker ikke Bjarne Riis op i, at han har dopet sig. Tværtimod. For mig er det at dope sig at snyde eller bedrage sig til en sejr direkte usportsligt, totalt uacceptabelt og noget af det laveste man kan foretage sig. Men jeg vil ikke stoppe et samarbejde med Bjarne Riis, alene fordi han flere år før jeg overhovedet lærte ham at kende, har gjort noget meget dumt. Bjarne Riis må nu stå til ansvar og betale prisen for sine handlinger. Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvor stor den pris bliver. Det vil historien vise.

Når et menneske træder frem og bekender en synd, så er det min holdning, at vedkommende må tage sin straf og derefter få tilgivelse. Hvis vi skaber en kultur, hvor folk - der ærligt står frem, hvor sent det end måtte være, og beretter om fortidens synder - bliver lynchet og fordømt for evigt, så vil konsekvensen hurtigt blive, at ingen står frem. En sådan praksis vil kun nære løgnen og dræbe sandheden. Og samfundet vil miste muligheden for at tage ved lære af fortidens fejltagelser.

Jeg har selv siddet foran tv-skærmen og heppet på Bjarne Riis, da han vandt den historiske sejr i Tour de France. Da min ældste søn skulle lære at cykle gav jeg ham en gul trøje og opmuntrede ham med entusiastiske tilråb, da han hjulede ned af grusvejen - ”Kom så – Bjarne Riis - du kører fantastisk”. Lige som alle andre, føler jeg mig også i den grad snydt, nu hvor det viser sig, at Bjarne Riis og mange andre store cykelnavne har sejret ved hjælp af doping.

Men jeg har besluttet, at jeg vil fortsætte mit arbejde for Team CSC, og bidrage med det, jeg i al beskedenhed evner, til igen at gøre cykelløb til en ren og ædel sport. På trods af at cykelsportens troværdighed som sådan lige nu er lig nul. Jeg er optimist af natur. Og jeg tror og håber, at det vil ændre sig. Det vil tage år, men hvis alle sætter deres kræfter ind på at bruge fortidens fejltagelser konstruktivt, så tror jeg det kan lykkes. Måske er jeg naiv. Det kan kun tiden vise.

Team CSC iværksatte sidste år et omfattende og kostbart anti-doping-program i samarbejde med den anerkendte læge og dopingforsker Rasmus Damsgaard. En beslutning, der ikke er et produkt af smart spin, som dele af pressen har antydet, men udtryk for et reelt ønske om, at slå en streg i sandet og starte en ny æra i kampen for en ren cykelsport.

Jeg tror, at et anti-doping-program som det Team CSC har sat i gang, er et rigtigt godt bidrag til at rense cykelsporten. Og jeg håber, at anti-dopingeksperter og anti-dopingforbund over hele verden og indenfor alle sportsgrene vil gå sammen i et endnu større arbejde for kontrol og bedre metoder, så nettet bliver så stramt, at ingen fisk - store eller små - kan snyde sig igennem.
.
Bjarne Riis har løjet om sit personlige dopingmisbrug i mange år. Alt for mange år vil nogle mene. Men kun han ved, hvorfor han ikke før nu har sagt sandheden. Jeg læste en gang på en Gajol-pakke følgende citat: ”Man kan komme til verdens ende på en løgn, men man kan ikke komme tilbage igen.” Jeg tænker, at det nok er det, der skete for Bjarne Riis. Har man bare én gang på tv svaret nej på spørgsmålet om, hvor vidt man har været dopet, så er det næsten umuligt at komme tilbage igen. Selvom det naturligvis ikke er en gangbar undskyldning.

Jeg ser sådan på det, at hvis Bjarne Riis vil bruge sine egne personlige, dyrekøbte fejltagelser konstruktivt til at medvirke til at gøre cykelsporten ren, så har fortidens synder i det mindste tjent et formål. Det bliver en kamp op af bakke. Måske vinder han aldrig folkets tillid igen. Det vil i så fald være en personlig pris han må acceptere og betale. Men jeg håber og tror, at Bjarne Riis - med netop hans erfaringer og de muligheder han har skabt med Team CSC - kan bidrage til at rense cykelsportens ånd, så den igen bliver ren og kan svæve - hævet over snyd og bedrag - til glæde for millioner af cykelentusiaster verden over.

Jeg håber i det hele taget, at al sport vil blive ren - og dyrket i den ånd, som den fortjener. Og jeg håber at et verdensomspændende anti-doping-arbejde vil kunne komme den ulovlige milliard-industri til livs, som doping i følge nye undersøgelser er blevet til.

Det er så let at fordømme andre mennesker. Det er straks sværere at tilgive. Og det gælder i alle livets forhold. Det håber jeg folk vil tænke over i disse tider, hvor helte bliver til skurke over en nat. Lad os nu alle vise, at vi i vort moderne og demokratiske samfund er blevet klogere siden middelalderens heksejagter. Den eneste måde vi kan ændre fremtiden på er ved at lære af fortiden.

Måske er jeg naiv. Måske må jeg en dag erkende, at jeg personligt er blevet snydt og bedraget af Bjarne Riis i de år, jeg har været ansat hos ham. Det håber jeg ikke og det har jeg på nuværende tidspunkt ingen grund til at tro. Og indtil andet skulle være bevist - og så længe, jeg føler, at jeg kan gøre en forskel og der er brug for mine evner og erfaring, fra den helt anden verden, jeg kommer fra - så bliver jeg og kæmper. For ’drengene’ og for en ren cykelsport.

B.S. Christiansen