Fabian Cancellara i gult efter fantastisk ...

04.07.2009
Team Saxo Banks schweiziske fartspecialist, Fabian Cancellara, satte alle konkurrenter til vægs på dagens første etape af Tour de France, hvor Alberto Contador blev slået med hele 18 sekunder på de 15,5 kilometer i Monacos gader. Ved mellemtiden på toppen af dagens kategori 4-stigning lå den nybagte schweiziske mester i linjeløb ellers efter Alberto Contador, men på nedkørslen og på det lige stykke på vej til målstregen viste manden fra Bern, hvem der suverænt er den bedste i kampen mod uret.
Teamets håb i klassementet, Andy Schleck, kørte ligeledes en god enkeltstart og tabte således kun et minut til sin holdkammerat, hvilket rakte til en 18.plads.
Derfor fik Team Saxo Bank en drømmestart ved dette års Tour de France.

”Det var en helt fantastisk sejr, og jeg er enormt lykkelig over at kunne iføre mig den gule trøje efter den indledende tidskørsel for tredje gang i min Tour de France-historie. Jeg var klar over, at favoritværdigheden sad på mine skuldre, men jeg arbejder godt under den form for pres. Jeg har haft en perfekt opladning til løbet, holdet har givet mig den fornødne ro, og i dag handlede det bare om at gøre dét jeg er bedst til. Jeg glæder mig selvfølgelig enormt til at starte i den gule trøje imorgen”, sagde en meget glad Fabian Cancellara efter sin suveræne sejr.

Og holdejer, Bjarne Riis, var helt tilfreds med sit mandskab efter den sublime åbning af løbet:

”Fabian viste endnu en gang sin fantastiske evne til at køre enkeltstart. Vi åbnede Tour de France med et brag, og ingen kan være i tvivl om, at vi har fået en drømmestart i dette års udgave af sæsonens helt store mål”, fortalte en lykkelig Bjarne Riis efter at have set sin rytter vinde årets første styrkeprøve i den 96. udgave af Tour de France.