19.07.2009
Team Saxo Bank var fint repræsenteret i det 10 mand store udbrud på dagens 207 kilometer lange udflugt til Verbier i Schweiz, hvor Fabian Cancellara naturligvis var ekstra motiveret for at komme afsted. Den schweiziske mester var med i frontgruppen med Fedrigo (Bbox), Flecha (Rabobank), Van den Broeck (Lotto), Hesjedal (Garmin), Asterloza (Euskatel), Guiterrez (Caisse d' Epargne), Spilak (Lampre) samt Moncoutie og Minard (Cofidis).
I feltet var Astana og Liquigas opsatte på at holde udbruddet indenfor en vis tidsmargin.
Da stigningen til Verbier for alvor tog fat smuldrede frontgruppen, mens feltet eksploderede fuldstændigt, da Team Saxo Bank satte et ubønhørligt tempo med en tre-trins-raket bestående af Jens Voigt, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen, før Fränk Schleck forsøgte sig med et angreb.
Men Alberto Contador (Astana) satte det afgørende kontra-hug ind og forlod alle sine konkurrenter ude at se sig tilbage. Andy Schleck forsøgte at gå med, men han måtte kæmpe alene om at minimere afstanden til spanieren og øge tidsforskellen til Lance Armstrong (Astana).
I den bagvedliggende gruppe angreb Fränk Schleck nu og forlod Lance Armstrong, Andreas Klöden (Astana), Cadel Evans (Lotto) og Carlos Sastre (Cervelo). De to sidstnævnte var ikke tilfredse med Astana-rytternes tempo og duoen satte efter Fränk Schleck-gruppen, som de nåede inden den sidste kilometer.
Alberto Contador vandt en suveræn sejr og også favoritværdigheden til at tage den endelige sejr.
Andy Schleck viste stor klasse og kom i mål alene 43 sekunder efter den lille spanier, mens Fränk Schleck nåede toppen af bjerget omkring tyve sekunder senere. Det giver Andy Schleck en plads i klassementet som nummer fem 2 minutter og 26 sekunder efter Alberto Contador (Astana), mens storebror Fränk sprang op op en tiendeplads tre minutter og 25 sekunder efter.
Andy Schleck kørte så stærkt på dagens etape, at han nu fører ungdomskonkurrencen.
”Det var en hård dag, hvor vi gjorde alt, hvad vi kunne for at skabe cykelløbet, og vi kunne se, at vores pres på konkurrenterne ved starten på bjerget satte sit tydelige præg på begivenhederne, hvor frontgruppen foran blev reduceret til en håndfuld ryttere. Det var fantastisk at se så mange danskere på bjerget, der var taget ud for at støtte os”, sagde en mærket Chris Anker Sørensen efter etapen.
Det er en god dag for Team Saxo Bank, hvor lavede det angreb, som vi havde lovet. Alberto Contador var bare den bedste i dag, men vi er godt tilfreds med rytternes indsats og resultatet af vores bestræbelser på at skabe løbet”, fortalte en tilfreds Bjarne Riis efter den første alpeetape.
Imorgen holder tourkaravanen hviledag, men tirsdag kører favoritterne atter en bjergrig etape.