04.10.2009
Fjerde og sidste etape af Circuit Franco-Belge mellem Grand Place de Mons og Toumai var sidste chance for at fravriste den stærkt kørende Tyler Farrar (Garmin) den samlede sejr efter selv at have fejret to etapetriumfer. Tredjepladsen igår efter Tom Boonens smarte stunt var forfriskende og gav, om ikke andet, amerikaneren et mere menneskeligt ansigt. Men samtidigt også et håb om, at den stærke sprinter er mulig at slå.
Etapens blot 147 kilometer blev udnyttet af Stijn Vandenbergh (KAT), Florent Brard (COF), Fabrice Jeandesboz (BCS) og Martin Kohler (BMC), som stak afsted på eventyr efter 35 kilometer. Efter 80 kilometer af etapen viste Team Saxo Banks Lars Bak stor styrke, da han ene mand forsøgte at kørte kvartetten ind. Dog lykkedes det yderligere tre ryttere at komme op til danskeren, så frontgruppen nu bestod af otte ryttere.
Men udbruddet blev presset af et hårdtslående og velsmurt felttog med Team Garmin som lokomotiv, som med 15 kilometer til mål manglede 35 sekunder i at hente lykkeridderne. Og tiden var kun til låns. Kort efter udbruddet blev hentet, blev Tyler Farrar (Garmin) på dramatisk vis stoppet af en punktering, og han fik umådeligt travlt med at få indhentet den forreste del af feltet for at beholde sin førerposition.
Ved målstregen skød Team Saxo Banks Juan Jose Haedo frem som en pil og vandt den sidste etape af løbet med sikker margin til sine konkurrenter.
”Det var en kanongod måde at afslutte løbet på efter flere dage med Farrar-dominans. Ruten var en hel del hårdere i dag end på de foregående etaper, hvilket klart motiverede Lars Bak til et fremstød, og han gjorde helt sikkert, hvad han kunne for at få udbruddet til at holde. Heldigvis var Haedo også tændt og velkørende, og han gav hele holdet og sig selv en flot afslutning med en imponerende spurtsejr i dag”, sagde en tilfreds Torsten Schmidt efter den sidste etape af Circuit Franco-Belge.
Tyler Farrar (Garmin) vandt løbet samlet.