FCM viste klassen med 5-0 sejr

29.10.2009

FCM klar til pokalkvartfinalen

På 55 minutter scorede FC Midtjylland fem gange, og fik fjernet den kedelige statistik fra udebaneturene til Esbjerg. Fem forskellige målscorere vidner om en stærk holdindsats.

Uvirkelig start
Tre frispark i løbet af de første tre minutter! Det var en intens start på kampen, men efter blot fem minutter blev det 1-0 til ulvene. Frank Kristensen søgte ned i banen og modtog et indkast. En god vending blev fulgt op af en perfekt stikning til Jonas Borring, som med et godt løb fik prikket bolden forbi en fremadstormende Lars Winde. Borring kunne derefter trille bolden i det tomme bur letter presset.

4 minutter mere skulle der kun gå før det blev 2-0. Lars Winde havde bevæget sig ned i hjørnet af banen og skulle cleare bolden derfra. Et halvkikset udspark blev dog behandlet på allerbedste vis af FCM-anfører Thygesen. En dejlig første berøring efterfulgt af et fladt dommedags-vristspark gjorde det umuligt for Winde at nå tilbage. 2-0 og kampen var ikke engang 10 minutter gammel. En fantastisk start for midtjyderne!

14 minutter inde i kampen blev EfB for første gang farlige, da et giftigt Conboyfrispark endte tæt på FCM-kassen. Men midtjyderne var skarpe og clearet. Generelt virkede midtjyderne tændte, og der skulle da også kun gå 16 minutter før tilbagevendte Florescu indkasserede kampens første gule kort.

22 minutter - 3-0
Men her sluttede det ikke for FCM. Efter et fantastisk opspil med flere gode kombinationer og førstegangsafleveringer i venstresiden, endte bolden til sidst hos Leon Jessen, der perfekt smed bolden ind til Danny Olsen, der fra ca. 12 meter first-timede bolden fladt i mål. Måske sæsonens bedste FCM-mål indtil videre!

Kampen fandt herefter et mere naturligt flow, hvor Esbjerg forsøgte, men ikke rigtig var i stand til at kombinere sig igennem den midtjyske defensiv. Farligt blev det efter en halv time, hvor et længere Esbjerg angreb sluttede med et skarpt indlæg fra de blå-hvides venstreside. Leon Jessen fik dog headet væk til trods for hårdt pres fra to modstandere.

Generelt var det på indlæg og dødbolde at vestjyderne var farligst, og efter 39 minutter fik de halvlegens største chance, da et hjørnespark blev forlænget ved forreste stolpe, men en helt fri Jeppe Mehl endte med sparke på tværs af feltet i stedet på mål.

De sidste minutter af halvlegen var ulvene presset tilbage på egen banehalvdel, dog uden at det udmyntede sig i store chancer.

Uvirkelig start – part two
4 minutter skulle der gå af anden halvleg, før bolden igen lå ivestjydernes ruse. Et FCM-angreb endte hos den evigt farlige Jonas Borring. Et hårdt og fladt indlæg gik hele vejen igennem feltet, og ved bagerste stolpe var det ingen sag for Ken Ilsø at gøre det til 4-0.

Et par minutter senere var Borring igen på spil da en helflugter fra 25 meter kun var centimeter fra at snige sig ind under overliggeren.

Jublen ville ingen ende tage, da det efter 55 minutter blev 5-0 efter en fantastisk FCM-kontra. Leon Jessen tog et endnu et løb op af venstrekanten, og efter et par snævre træk spillede han den fladt indtil Frank Kristensen, der ikke havde problemer med at sætte en inderside på. Simpelt, hurtigt og effektivt!

Esbjergenserne bed da også fra sig, og havde efter en times spil to gode langskud – det ene sneg sig lige forbi målhjørnet, imens Onyszko sikkert tog sig af det andet.

Cruise control
Med en halv time igen lignede det mest af alt, at ulvene havde slået den på cruise control, og Esbjerg-spillerne lignede nogen der gerne ville have kampen overstået og i bad så hurtigt som muligt. Udvandringen var for længst begyndt på Blue Water Arena.

Frank Kristensen og Danny Olsen blev taget ud til fordel for sæsondebuterende Kim Christensen og Kolja Afriyie, og med 8 minutter kom Albæk ind i stedet for Florescu. Udskiftningerne ændrede ikke det store på kampen, og efter et minutters tillægstid var sejren i hus.

Den første sejr i Esbjerg siden sæsonen 01/02 var en realitet og hvillken en!