FC Midtjylland er klar til at møde FC Nordsjælland i pokalfinalen efter 2-2 mod OB i den anden den anden semifinale.
Med et midtjysk forspring på to mål kunne man have forventet et hjemmehold, der kom til kampen med den offensive speeder i bund. Men FC Midtjylland startede kampen flot og tog initiativet fra første fløjt.
Allerede efter 40 sekunder var det lige ved at kaste en chance af sig, da Baba Collins på kanten af feltet opsnappede et indlæg fra Jonas Borring. FCM-angriberen kunne dog ikke komme på skudhold.
Der skulle nu bare gå 11 minutter, inden spilovertaget gav gevinst. Ken Ilsø, der var tilbage i front efter at have siddet ude med karantæne i kampen mod Randers, sendte med en flot stikning Baba Collins fri til afslutning. Roy Carrol fik til at starte med reddet for OB, men bolden røg ud på Chris Sørensen, der med et selvmål hjalp FC Midtjylland på 0-1.
Efter scoringen fortsatte FC Midtjylland de gode takter. På midtbanen dominerede Izunna Uzochukwu og Adigun Salami, og det nigerianske makkerpar fik i flere omgange forhindret hjemmeholdets forsøg på opspil. Helt i front var Ken Ilsø i et sprudlende spillehumør, og hans fordeling af boldene til både højre, venstre og i dybden fik FCM-angrebene til at rulle.
Mod første halvlegs slutning bed OB dog lidt fra sig, og specielt Rurik Gislason testede midtjydernes forsvar. Martin Raska holdt dog flot islændingen fra scoringsfaddet med flere gode aktioner mellem stængerne.
Anden halvleg, som gav plads til Mads Albæk til fordel for Adigun Salami, blev en begivenhedsrig affære. OB satsede hårdt fremad banen, og det kastede flere store muligheder af sig i begge ender. Efter en times spil fandt Leon Jensen med en tværpasning Mikkel Thygesen i modsatte side, og FCMs anfører flugtede på kassen. Roy Carroll var dog, hvor han skulle være i den situation. Blot få minutter efter var det så Martin Raskas tur til at diske op med et sæt heldige handsker. Peter Utaka fik spillet Caca blank i det midtjyske felt, men med en formidabel redning holdt FCM-keeperen OB fra scoring.
I det efterfølgende angreb viste Ken Ilsø samme overblik som Utaka havde præsteret forinden. Han fandt en fri Baba Collins, men den lille angriber fik ikke godt nok ram på bolden.
De fem chancespækkede minutter endte dog med udvikling på måltavlen, da Martin Albrechtsen kom højest på et perfekt serveret hjørnespark og sendte FC Midtjylland foran 0-2 med et flot hovedstødsmål.
Dermed var finalepladsen stort set sikret, men to scoringer af OB fik alligevel bragt en lille snert af spænding ind i kampen igen. I første omgang var det Henrik Hansen, der fik opsnappet en bold efter et hjørnespark og via en FCM-skulder sendte bolden i mål.
OB’s anden scoring kom efter en situation, hvor Kristian Ipsa uheldigt kom til at glide et indlæg forbi Martin Raska, så Peter Utaka i fri position kunne trille bolden over stregen.
Det var dog ikke en scoring, der fremkaldte aftenens største brøl på Fionia Park. Det kom derimod fra de omkring 700 medrejsende FCM-fans, da Frank Kristensen med godt ti minutter tilbage af kampen gjorde comeback efter sin knæskade. Farlige Frank afløste Baba Collins, som forinden havde haft adskillige chancer for at komme på måltavlen, men desværre ikke havde den fornødne skarphed i støvlerne i dag.
Også Christian Sivebæk var tidligere i kampen kommet på banen i stedet for Ken Ilsø. Det nye makkerpar i front kom dog ikke til yderligere scoringer, og kampen endte 2-2.
FC Midtjylland kan nu se frem til den tredje pokalfinale i klubbens historie. Finalen mod FC Nordsjælland spilles i Parken Kristi Himmelfarts dag den 13. Maj kl. 17.