Roeren Anne Lolk havde en noget blandet dag i Stjernetræf - et par stjerner, men ingen bamser i skydeteltet. Vip.tv2.dk har fanget hende til en lille statusopdatering inden finalen.
Vi er igennem næstsidste program, og du ligger ikke bagerst, men du ligger heller ikke ligefrem i toppen. Tror du på det her tidspunkt stadig på det?
"Øøøhm... Nej. Ikke efter den der skydeøvelse der. Hvis jeg nu havde vundet den, så havde jeg stadig været med. Men sådan gik det jo ikke. Det gik jo faktisk pænt dårligt, må man sige..."
Ingen bamse!
Ja, det må man, er jeg bange for. Du ser ikke ud som om du vandt særligt mange bamser i tivoli som barn?
" Nej. Det kan jeg ikke prale af. Har sgu ikke lige skudt så meget som barn, selv om jeg er opvokset på landet."
Hvad med Den bamse, du trods alt fik reddet og fragtet over vandet, så - fik du i det mindste den med hjem?
"Nej, den skulle vi aflevere igen!"
Der bliver stille i røret et øjeblik, mens vi føler med Anne. Og overvejer at sende en bamse. I stedet forsøger vi at dreje samtalen hen på et lidt mere positivt spor:
God til baglæns tømmerflåde
Til gengæld ser du jo ud til at kunne blive nordisk mester, hvis nogen skulle finde på at gøre disciplinen 300 meter baglæns på tømmerflåde til en disciplin...
"Ja. Jeg er enig det var lidt specielt, " griner Anne, og fortsætter:
"Stilen var sådan lidt tilfældig, det var ikke så planlagt - jeg tror ikke, at vi turde satse på at vende, og vi var jo allerede foran. Så vi gjorde bare forsøget..."
Intet potentiale som sportsgren
Du må jo siges at være stjernetræfsfeltets førende sejlsportsekspert Øjner du en åbning for en ny sportsgren der?
"Naaaarj, ikke rigtigt vel...? "
Underholdningsredaktionen fornemmer, at det var et dumt spørgsmål, og undlader at forfølge emnet...
Uden at afsløre for meget, kan vi så regne med at du opper dig lidt i finaleprogrammet?
"Helt sikkert! Hver disciplin er en ny udfordring - det er klart, at man skal gøre sit bedste hver gang," slutter den firedobbelte verdensmester.